Top 10

Vi elsker at inspirere til nye gode læseoplevelser. Her ser du hvad Chapters medlemmer læser og lytter lige nu.

1. Jeg er her jo

Zandra Alex Berthelsen

En augustdag i 2005 blev Zandra Berthelsen pludselig landskendt. Som den ældste af pigerne fra Tønder-sagen. Som offer for seksuelle overgreb og psykisk terror af så grov karakter, at det rystede en hel nation.

Siden har stemplet fulgt hende: Pigen fra Tønder-sagen. Forbi plejeforældre og opholdssteder. Ned i misbrug og frem til indlæggelser på psykiatrisk hospital. Hen til randen af selvmord – og med en nål i armen på Halmtorvet. Men for tre år siden fik Zandra Berthelsen nok. For ingen er for altid bare én af pigerne fra Tønder-sagen, og hun traf en beslutning om at ændre sin historie og sin livsbane. Nu fortæller hun for første gang sin historie.

Jeg er her joer på én gang ubærlig, voldsom og livsbekræftende læsning om en ung kvinde, der formår at veksle et grusomt livsvilkår til en enorm drivkraft og livsvilje. Zandra har taget styringen i sin egen historie – og bruger den til at dykke ned i, hvad der skete, hvad det har gjort ved hende, og hvad hun kan bruge det til.

2. Hvor flodkrebsene synger

Delia Owens

Kya Clark er den vilde pige, ”marskpigen”. Hun vokser op i 1950’erne i en hytte ude i sumpskoven ved North Carolinas kyst. Hendes mor og fire ældre søskende forlader en efter en hjemmet, så hun til sidst er alene med sin voldelige far. En dag forsvinder han også.

Herefter er hendes liv en ensom kamp for overlevelse i en verden, der kun har foragt tilovers for sumpens fattige folk. En enkelt skoledag i den nærliggende landsby er alt, hvad det bliver til for Kya, som møder barfodet og pjaltet op og straks bliver genstand for de andre børns hån og mobning.

Men Kya er ikke, som de tror. Hun er følsom og intelligent og har overlevet i årevis alene ude i den sumpede marsk, som hun betragter som sit hjem. Hendes forhold til naturen er både videbegærligt og nysgerrigt og samtidig selve omdrejningspunktet og forankringen i hendes tilværelse. Men der kommer en tid, hvor Kya længes efter at elske og blive elsket. Da to unge fyre bliver grebet af hendes vilde skønhed, åbner Kya sig for et nyt kapitel i livet – indtil det utænkelige sker: Den lokale skørtejægerbliver fundet død uden for byen – og straks mistænker de lokale Kya for at være involveret i dødsfaldet.

3. Mord på kostskolen

Lucinda Riley

Da en elev pludselig dør på Skt. Stephens skole langt ude på landet i Norfolk, forsøger forstanderen ihærdigt at iscenesætte den chokerende hændelse som en tragisk ulykke.

Det lokale politi vil dog ikke udelukke, at der er tale om en forbrydelse, og sagen får den talentfulde efterforsker Jazmine ’Jazz’ Hunter til at vende tilbage til politiet. Jazz har haft sine grunde til at trække sig tilbage fra en lovende politikarriere i London, men hun går modvilligt med til at stå i spidsen for efterforskningen for at gøre sin tidligere chef en tjeneste.

Sammen med sin loyale kollega Alistair Miles træder Jazz ind i kostskolens lukkede verden, og da hun begynder at undersøge omstændighederne omkring eleven Charlie Cavendishs tragiske død, tager begivenhederne snart en foruroligende drejning.

Mens sneen lægger sig over landskabet, og skolens personale rykker sammen, kompliceres sagen yderligere, og da der bliver gjort et grusomt fund på skolen, forvandler sagen sig til den mest udfordrende i Jazz’ karriere. For kostskolen gemmer på hemmeligheder, der er mørkere, end hun nogensinde havde forestillet sig…

4. Bloddue

Dennis Jürgensen

Et ægtepar og deres lille datter findes døde af sult i et glemt bunkeranlæg i andet bind i Dennis Jürgensens nye krimiserie.

Der er gået fire måneder, siden Lykke Teit sammen med sin tyske kollega Rudi Lehmann efterforskede den spektakulære Vadehavssag. Opklaringen er ikke gået ubemærket hen, og da en ældre kvinde findes brutalt myrdet i Flensborg, bundet til en stol i sit hjem, bliver Rudi af sin chef bedt om at indgå et tværnationalt samarbejde med dansk politi.

Lykke hjemsøges stadig af tabet af sin datter, Gry, der fem år forinden blev skambidt til døde af en kamphund. For hende er opgaven i Tyskland en velkommen mulighed for at komme på afstand af fortiden og sin eksmand, Thomas.

Gensynet mellem Lykke og Rudi er glædeligt, men den verserende sag viser sig hurtigt at være mere kompliceret end som så.

Omstændighederne omkring den gamle dames død peger i flere retninger. Da endnu et lig bliver fundet under tilsvarende forhold i et afsidesliggende hus uden for Lübeck, bliver Rudi til sin overraskelse personligt involveret i sagen, mens gerningsmanden forbereder de næste mord.

Bloddue er andet bind i Dennis Jürgensens nye serie om efterforskerparret Teit & Lehman, og blander på ferm vis krimi og gys med fortid og nutid og trækker tråde til et mørkt kapitel i vores europæiske historie: DDR og tiden før Berlinmurens fald.

5. Uglens øje

Sissel-Jo Gazan

Sissel-Jo Gazan er vendt tilbage til person­galleriet fra sin store gennembrudsroman, Dinosaurens fjer. I en højaktuel spændingsroman om mennesker og medicin kredser hun om dilemmaet: Er det vigti­gere at have et godt liv end at overleve?
Engang var Søren Marhauge en af politiets allerskarpeste hjerner. Nu er han en midalndrende efterforsker med en helt umulig sag om et barn, der er sporløst forsvundet.

Farmakonom Sille Bjergager er varm fortaler for den nye mirakelmedicin Trimixal, for den har hjulpet hendes bror Bjørn ud af alvorlig depression, og han har endelig fået sit drømmejob som sommerfugleekspert på Københavns Universitet.
Medicinaldirektør Tonny Enggaard er manden bag det mirakuløse præparat. Han har altid nægtet at give op, før han når sit mål. Uanset prisen.

Da en gigantisk medicinal-skandale pludselig truer i horisonten, krydses Sørens, Silles og Tonnys veje. Men hvorfor blev industriens skruppelløse bedrag ikke opdaget i tide af de almægtige hackere i MediLeaks, der overvåger medicinalindustrien indefra?

Uglens øje er en spændingsroman om vores evige kamp for at finde sandheden og for at få lov at beholde dem, vi elsker.

6. Fanget i familien

Mellissa Hussein

FANGET I FAMILIEN er en tankevækkende og gribende familiefortælling om et forspildt liv bag et drab i bandemiljøet, fortalt af en efterladt storesøster, der selv har kæmpet sig fri af den tunge sociale arv i den danske ”indvandrerklasse”.

Kun 24 år gammel faldt Ari Hussein i en regn af kugler i Valbyparken natten til den 15. marts 2018. Hvem der skød, ved kun gerningsmændene, og de har holdt på deres blodige hemmelighed. Men hvad der gik forud, kan Aris storesøster fortælle, og i denne bog deler hun sin gribende historie.

FANGET I FAMILIEN er en fortælling om tre børns tumultariske opvækst i en sammenbrudt kurdisk flygtningefamilie. Først på flugt fra Vollsmose med deres unge mor – på flugt fra deres far og hans flammende temperament. Siden fanget i et hjem uden grænser, på specialskoler, opholdssteder, ungdomsinstitutioner og – for Aris vedkommende – i fængsel. Mellissa Hussein fortæller, hvordan hun bevidnede sin lillebrors vej ind i den københavnske underverdens dødsspiral, fra knæk og ildspåsættelser som 12-årig til besiddelse af maskinpistoler og stoffer som 16-årig. Hvordan han blev pistolmand for Bandidos, skiftede til gadebanden LTF og rejste til Syrien og kæmpede mod Islamisk Stat, i et sidste desperat forsøg på at gøre noget nyttigt i et spildt liv.

Mellissa Husseins bog er en rystende fortælling om børn, der lever på kanten i Danmark. Om storesøsteren, der vristede sig fri af arv og miljø. Og lillebroren, der valgte at leve uden for loven og blev indhentet af en fortid uden nåde. Bogen er baseret på Mellissa Husseins erindringer samt interviews med pårørende og vidner til Ari Husseins historie samt adgang til sagsfremstillinger fra sociale myndigheder og akter fra danske domstole.

7. Kærlig hilsen fra London

Sarah Jio

En skøn, romantisk feel good-fortælling i to spor om tilgivelse, kærlighed og familie.

EN UVENTET ARV. EN BOGHANDEL I LONDON. EN NY CHANCE I LIVET.

Valentina er i trediverne, arbejder som bibliotekar og er lige kommet ud af et kuldsejlet ægteskab. Da hun var teenager, forlod hendes mor familien og flyttede fra USA til London fra den ene dag til den anden. Siden da har de ikke haft kontakt, og Valentina bearbejder stadig sorgen over at være blevet forladt.

Da Valentina får besked om, at hendes mor er død og har efterladt hende sin lejlighed i Primrose Hill og en mystisk boghandel, bliver hun opsat på at finde ud af, hvem hendes mor i virkeligheden var. Hun rejser derfor over Atlanten for at begynde på en frisk i den charmerende engelske hovedstad. Langsomt begynder hun at stykke brikkerne i sin mors historie sammen.

Valentina forelsker sig hovedkulds i den lejlighed, hun har arvet, med dens pastelfarvede vægge og hyggelige naboer, og i den charmerende, gamle boghandel og dens trofaste kunder. Men da det viser sig, at boghandlen er i fare for at lukke, må hun gøre alt, hvad hun kan, for at redde den elskede butik.

”Fuld af hjertevarme … helt og aldeles charmerende.” – GOODREADS

”Hyggelig læsning, der vil få mange læsere til at drømme om ægte kærlighed og at åbne deres egen boghandel.” – Kirkus Reviews

”Sarah Jios charmerende romaner går lige i hjertet.” – Emily Salomon

8. Annas sang

Benjamin Koppel

1930’ernes København. Hannah vokser op som den yngste af fem børn i den jødiske emigrantfamilie Koppelman. Hun drømmer om at blive musiker ligesom sine brødre, og da hun bliver optaget på konservatoriet og forelsker sig i den unge idealist Aksel, er friheden og lykken inden for rækkevidde.

Men i det jødiske miljø betyder slægten og traditionerne alt, og til den viljestærke mor Bruches sorg forkaster Hannahs brødre de kvinder, ægteskabsmægleren finder til dem. En efter en gifter de sig med danske kvinder, og mor Bruche og far Yitzhak bliver forvist til de bagerste rækker i synagogen. Nu er det kun Hannah, der kan redde familiens ære. Skal hun ofre sig og opgive musikken og den mand, hun elsker?

ANNAS SANG er en dramatisk og medrivende fortælling om pligtens pris, ensomhed og krig, men også om ukueligt livsmod og altovervindende kærlighed.

Bogen, der er Benjamin Koppels første roman, er inspireret af sande historier.

9. Kult

Camilla Läckberg & Henrik Fexeus

Da en lille dreng forsvinder fra en børnehave i Södermalm i Stockholm bliver efterforskeren Mina Dabiri og hendes kollegaer atter sat på prøve. De forbinder sagen til en tidligere kidnapning, der endte grueligt galt, og forstår, at de er oppe imod livsfarlige modstandere. Alt peger desuden på, at flere børn vil komme til at forsvinde.

For første gang siden de dramatiske hændelser to år tidligere genoptager Mina kontakten til mentalisten Vincent Walder. Deres indbyrdes forholder stadig præget af deres skæve personligheder, men det viser sig, at Vincent også kan hjælpe dem i den nye efterforskning.

Det står hurtigt klart, at det bliver en kamp mod uret, hvis det skal lykkes for Mina og Vincent at finde bagmændene i tide.

KULT er andet uafhængige bind i trilogien om Vincent og Mina.

10. Fars dobbeltliv

Andrea Hunter

Jeg lever det perfekte liv i et langdistanceforhold med mine børns far, min store kærlighed. Der er nok at se til med mit arbejde som chef for en medievirksomhed, børnene og besøg hos min elskede i London. Mark og jeg er stadig glødende forelsket efter seksten år. Vi nyder at kunne skumme fløden af parforholdet, men slippe for hverdagens trummerum.

Lige indtil den dag, jeg får en mail fra en kvinde, der har nogle spørgsmål om Mark. Min Mark. Hendes Mark.

Dette er min historie om manden, der viste sig at være for god til at være sand, og om hvordan en enkelt mail var nok til, at mit perfekte liv faldt fra hinanden.