klassikere briller

Klassikere

Udforsk bøgerne, der har formet litteraturen

Klassiske bøger hos Chapter

Hvad gør et værk til en klassiker? Hvornår kan man snakke om klassiske bøger? Klassikerstatus gives ofte til de meget kendte bøger, men der er også et tidsligt aspekt på spil. Klassiske bøger har ikke tradition for at være blandt de mest velansete i sin egen tid, og prædikatet klassiker er kommet efterfølgende, når værket har transcenderet tiden og bliver tidløst.

Klassiske bøger må betegnes som de mest kendte bøger, og de bøger man skal læse, ifølge en bred skare af kultur- og kunstkritikere. Det er de bøger, som selv efter mange år på bagen bliver ved med at fortrylle, fængsle og forny læseren.

Hver eneste litterær genre har sine egne klassikere, men som udgangspunkt er klassiske bøger genreløse, i den forstand, at det ikke er vigtigt, hvilken genre bøgerne tilhører, for at opnå status som klassikere. Et værk har da også lettere ved at være en klassiker i kraft af sin tidløshed, hvis den ikke er genrebestemt.

Nordiske klassikere

Afslutningsvis vil vi også anbefale tre nordiske bøger, du ikke må gå glip af. Det drejer sig om Tom Kristensens Hærværk, Johannes V. Jensens Kongens fald og endelig Knut Hamsuns Sult.

Sidstnævnte handler om en unavngiven norsk mand, som render rundt i Kristiania, også kendt som Oslo, og sulter. Hamsun opfinder nærmest sit eget sprog, en fusion mellem dansk og norsk, og den byder både på morsomme og dybt tragiske beskrivelser. Den minder til tider om Fjodor Dostojevskijs forfatterskab, og den har samtidig inspireret forfattere som Thomas Mann og J.D. Salingeer.

Tyske klassikere

En af de første forfattere man støder på, når man undersøger tysksprogede bøger, man skal læse, er Thomas Mann. Hans indsigtsfulde, psykologiske karakteristik af kunstneren og den intellektuelle (Doktor Faustus, Døden i Venedig) og hans ironiske og dekadente samfundsbeskrivelser (Buddenbrooks) er blevet kanoniseret i litterære kredse.

Af andre klassiske bøger og forfattere fra Tyskland kan nævnes Franz Kafka (Forvandlingen, Processen, Amerika), Johann Wolfgang von Goethe (Faust, Den unge Werthers lidelser) og Erich Maria Remarque (Intet nyt fra vestfronten).

Britiske klassikere

George Orwell er en af de mest fremtrædende britiske forfattere nogensinde, og hans dystopiske 1984 har fået absolut klassikerstatus. Bogen beskriver et autoritært og totalitært masseovervågningssamfund, hvor uafhængighed, frihed og individuelle rettigheder er levn fra fortiden. Bogen foregår i en ikke-så-fjern fremtid, og en af grundende til dens klassikerstatus og eviggyldighed er, at den har vist sig at være mere synsk og profetisk, end hvad godt er.

Aldous Huxleys Brave New World er en anden britisk klassiker, der ligeledes beskriver et dystopisk samfund, og som ofte sammenlignes med 1984.

Af andre britiske klassikere kan vi anbefale Virginia Woolfs Til fyret og Joseph Conrads Heart of Darkness.

Franske klassikere

En af de største, franske bøger gennem tiderne må være Marcel Prousts mastodont af et værk, På sporet af den tabte tid. Bogen er i syv bind og handler om hovedkarakterens barndomserindringer og erfaringer med voksenlivet. Den er kendt for at behandle temaet om ’ufrivillig hukommelse’ – eksemplificeret med den berømte madeleinekage, hvor smagen af kagen dyppet i te bringer et nostalgisk minde fra barndommen frem.

Blandt andre franske klassiske bøger kan nævnes Voltaires Candide og Albert CamusDen fremmede.

Amerikanske klassikere

1950’erne i USA var en af de helt store kunstneriske bevægelser, Beatgenerationen, der efterfølgende har skabt store ringe i vandet. Fra denne periode kan man finde klassikere som Charles Bukowskis Ham on Rye (på dansk: Med det hele..) og Ernest Hemingways udødelige og klassiske bøger, som Hvem ringer klokkerne for og Den gamle mand og havet.

Blandt andre amerikanske bøger man skal læse, kan vi anbefale Sylvia Plaths Glasklokken, Harper Lees Dræb ikke en sangfugl, F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby og John Steinbecks Vredens druer, Øst for paradis og Mus og mænd.

Russiske klassikere

Rusland har også en rig litterær tradition, hvor Fjodor Dostojevskij må anses som én af de største – ikke bare i Rusland, men i hele verden. Han anses som en forgænger til eksistentialisme og store tænkere som Friedrich Nietzsche og Jean-Paul Sartre.

Dostojevskij opererer med store persongallerier og med en fremstilling, der kan minde om en sæbeopera. Dostojevskij er desuden kendt for sine psykologiske og filosofiske indblik.

Blandt hans hovedværker står Forbrydelse og straf, Brødrene Karamazov og Idioten stærkt som moderne litteraturs spydspidser.
Andre russiske klassikere er Lev Tolstojs Krig og fred og Anna Karenina, Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margarita og Vladimir Nabokovs Lolita.