Forfatterfokus

Læs portrætter af forfatterne bag nogle af de bedste børne-og-ungdomsbøger og find din næste yndlingsforfatter

Kim Fupz Aakeson

Kim Fupz Aakeson er en af de bedste danske børnebogsforfattere. Punktum.

Hans mange vidunderlige bøger spænder fra det mest gakkede til det mest mørke og alvorlige. Han skriver om ensomhed, døden, skilsmisse og mobning – og han skriver om fødselsdage, kærlighed, cirkus og lagkage. Altid med kant og med glimt i øjet, og altid med den eftertænksomhed der gør, at også den voksne må trække på smilebåndet eller tage sig til hjertet.

Kim Fupz Aakeson debuterede i 1984 med børnebogen Hvem vover at vække guderne og siden er det blevet til et hav af både billedbøger, børnebøger, ungdomsbøger og bøger for voksne. Han har modtaget et væld af priser og anerkendelser for sit forfatterskab, heriblandt Kulturministeriets børne- og ungdomslitteraturpris, Skriverprisen, Orlaprisen og Gyldendals store børnebogspris. Mest kendt er han nok for bøgerne om drengen Vitello, der bor alene med sin mor ved Ringvejen. Bøgerne blev også til en film i 2018, som Kim Fupz Aakeson selv var manuskriptforfatter på også. Men måske du også kender Sallies historier eller bøgerne om Lili?

Find alle Fupz’ bøger i vores app under Børn / Kim Fupz Aakeson. God fornøjelse.

Jakob Martin Strid

Jakob Martin Strid er autodidakt tegner, forfatter og illustrator. Hans satiriske streg i Politiken fra 2000-2001 satte for alvor skub i karrieren og siden har han tegnet og fortalt særligt for børn med bøger som Mustafas kiosk, bøgerne om Mimbo Jimbo, Flyvebogen, I form med Tapiren og ikke mindst Den utrolige historie om den kæmpestore pære der også blev filmatiseret i 2017.

Strids fortællinger og tegninger er dybt originale og uden sammenligning på dansk jord. Det er bøger med en skarp og til tider anarkistisk tone, der er absurditeter, vanvittige indfald, smuk poesi, smæk på farverne, gakket humor og alt derimellem. En sand fornøjelse for både sjæl og øje.

Find bøgerne af Jakob Martin Strid i app’en under Børn / Jakob Martin Strid.

Sandra Schwartz

Sandra Schwartz debuterede som forfatter i 2012 og har siden skrevet et væld af bøger til børn og unge – alt lige fra begynderlæsning til Young Adult. Sandra er optaget af den gode historie og hendes bøger kombinerer på fineste vis den hverdag som børn og unge er i, med alt det fantastiske de går og drømmer om – både alt det gode og det mindre gode. Lige nu er Sandra aktuel med flere bøger – den letlæste fiktionsserie Vild med dyr, der kombinerer fakta med spændende historier, OG den realistiske Graphic Novel-serie Friends i fjerde. Begge serier ligger med et lix på 11-12.

Kender I ikke til Sandras øvrige bøger endnu, så vil særligt tween-pigerne også være vilde med serien Mission kys eller serien Et strejf af magi. Og til de børn der elsker gys og uhygge, så er serien Zombiehunden et sikkert hit.

Du finder en lang række af Sandras bøger i app’en under Børn / Sandra Schwartz.

Dennis Jürgensen

Som barn slugte jeg alt med Dennis Jürgensen og gyste og grinte over Bøvsedragernes hemmelighed og Kærlighed ved første hik. Som tweenager lå jeg søvnløs over Relief og Kadavermarch og som voksen var Triel-krimierne effektive og hårrejsende!

Jürgensen har siden 1981 skrevet over 60 bøger – de fleste af dem indenfor gys- og horrorgenren og de fleste af dem til børn og unge. Jeg har samlet de af Jürgensens bøger der tåler dagens lys her på børnekanalen – og du kan finde hele listen under Børn / Dennis Jürgensen.


Disclaimer: Læs ikke disse bøger med din 5-årige derhjemme! Bør nydes i små bidder og med en ( 8+) der kan tåle mosten.

Josefine Ottesen

Josefine Ottesen debuterede som forfatter i 1983 og har siden udgivet over 100 børne- og ungdomsbøger. Hun har skrevet til alle aldersgrupper, så der er både højtlæsning, letlæsning og store romaner at kaste sig over.

Kender du f.eks. Roselil og hedes venner, som er skønne eventyr for de mindre børn med blomsterfeer, alfer og fæle stentrolde? Eller hvad med den anmelderroste sci-fi-trilogi Det døde land?

Uanset om du kaster dig over eventyrene, dystopierne eller de historiske romaner, vil du være stærkt underholdt og ikke mindst blive klogere på, hvad det vil sige at være menneske og barn.

Vi har samlet alle Josefines e- og lydbøger i app’en under Børn / Josefine Ottesen.