Tættere på forfatterne

Mød forfatterne og hør dem fortælle om hvordan bøger bliver til og om det, der inspirerer, optager og udfordrer dem.

Hør Leonora Christina Skov indtale sin nyeste roman Hvis vi ikke taler om det.

Hør Brit Bennett fortælle om sin nye roman, Det der skiller os.

Eva Tind fortæller om Kvinden der samlede verden.

Forfatterinterview med Stine Pilgaard om romanen Meter i sekundet.

Forfatter og digter Caspar Eric fortæller om poesien, om overspringshandlinger og om sin seneste bog – digte han skrev da Danmark lukkede ned.

Hør forfatterne Sara Blædel og Mads Peder Nordbo fortælle om samarbejdet med krimiromanen Opløst.


Q&A med Anthony Doerr

Fra den Pulitzer-prisvindende forfatter bag ALT DET LYS VI IKKE SER, en af de mest anerkendte og bedst sælgende bøger i nyere tid, kommer nu en skyhøj roman om børn, der træder ind i de voksnes rækker i en ødelagt verden, BYEN I SKYERNE. Her fortæller forfatteren selv mere om sine tanker bag.

Q: Hvor fandt du inspiration?

A: Mens jeg var i gang med at skrive min tidligere bog, ’Alt det lys vi ikke ser’, der primært udspiller sig i en fæstningsby, læste jeg op på historien om middelaldermurene, og næsten alle bøgerne nævnte Konstantinopels mure: kolossale, tredobbelte mure, der omgav byen i 1.100 år og succesfuldt modstod 23 belejringer. Og jeg havde aldrig hørt om dem! Så snart jeg sendte de sidste rettelser af sted til ’Alt det lys’, begyndte jeg at læse om Det Byzantiske Rige: blot i et forsøg på at afhjælpe en af de tusinder af ting, som jeg var uvidende om.

Da jeg fandt ud af, at de byzantinske biblioteker trivedes på grund af den beskyttelse, væggene gav – og at vi i dag har en stor procentdel af de græske og romerske klassikere takket være Konstantinopel – besluttede jeg mig for at prøve at fortælle en historie om, hvordan et 1.900 år gammelt manuskript kan overleve gennem århundreder.

Q: er er et væld af detaljer i romanen. Hvor meget research ligger til grund for dem – og hvordan strukturerede du den?

A: Jeg lavede en hel masse research. Hver tidslinje havde sin egen, unikke researchudfordring – det var meget ligesom at skrive fem romaner på én gang, bare med den ekstra udfordring at skulle sikre sig, at alle romanerne resonerer med hinanden. Jeg skulle tilsyneladende researche helt forskellige spørgsmål hver dag: Hvilken hovedbeklædning brugte osmanniske soldater i 1453? Hvad vil folk spise til aftensmad ombord på et rumskib i det 22. århundrede? Jeg tror ikke, at min research havde forfærdeligt meget struktur – jeg jagtede bare mine nysgerrigheder, læste alt, hvad jeg kunne, og brugte fantasien til at udfylde hullerne, når jeg havde brug for det.

Q: Når man læser romanen, virker det, som om du har en hel del sympati for dine karakterer. Er det sandt, og/eller har du nogen favoritter?

A: Tak. Og ja, jeg mener, at det er afgørende for en romanforfatter at have dyb indfølelse med alle sine karakterer, selv de såkaldte ”skurke”. Så jeg prøver på aldrig at favorisere nogen af de karakterer, jeg opfinder. Alle fem hovedpersoner i denne roman er meget nysgerrige; de opfører sig alle sammen (til sidst) anstændigt og modigt; og de elsker alle sammen historier. Og de bygger også alle sammen på en lille del af mig: Mine angstproblemer er i Zeno; mine følsomheder er i Seymour; min modvilje mod autoriteter er i Anna; min fascination af dyr er i Omeir; min kærlighed til planter bor i Konstance. Så jeg fandt masser at elske og identificere mig med i hver af bogens hovedpersoner.


Tove Alsterdal om sin nye krimiserie: “Det var Ådalen, der fik mig til det”

Tove Alsterdals Stormfald er blevet kåret til årets bedste svenske krimi OG har vundet Glasnøglen for årets bedste nordiske krimi. Dette første bind i Ådalserien fortæller historien om en hel egn og dens mennesker, hvis skæbner væves sammen i et intenst spændingsplot. En nordic noir thriller, der ikke må forbigås, hvis du elsker skandinavisk krimi med masser atmosfære, spænding og troværdige personer. Læs Tove Alsterdals egen introduktion til Stormfald her.

Af: Modtryk / Forfatterfoto: Annika Marklund

Jeg er så glad for at præsentere STORMFALD for jer.

Det er første gang, jeg indleder en serie, og det er Ådalen, der har fået mig til det. Skovlandet i det nordlige Sverige, de stores elves land, hvor Stormfald udspiller sig.

Jeg har haft fritidshus der i næsten tyve år, det er ofte der, jeg sidder og skriver, når jeg vil være helt i fred. Det er ikke bare grænsen til vildmarken – det er også et industrilandskab, hvor træindustrifabrikkerne er forsvundet. De er der stadig som en fantomsmerte,
glemt tømmer og forfaldne huse ved stranden, som fortællinger der er ved at forsvinde.

Min hovedperson er Eira Sjödin, som jeg kommer til at følge gennem flere bøger. Hun er flyttet hjem for at tage sig af sin mor, der er på vej ind i demensen. Eira har én fod i det nye og én i det gamle; hun
bærer også historierne om dette her sted med sig.

Der er også Olof, der i bogens begyndelse vender hjem til fødeegnen og finder sin far død. Som teenager tilstod han et mord på en pige, men var det sandt? Ved han overhovedet selv, hvad der virkelig skete?

Jeg ville skrive om erindring og glemsel – for mig er det centralt i kriminallitteraturen, hvad husker vi, og er det sandheden, vi husker? Kan man nogensinde glemme en forbrydelse, hvordan lever den videre?

STORMFALD er en krimi i flere planer. Da mordet på Olofs far nærmer sig en løsning, vokser gåden om, hvad der skete for treogtyve år siden, og Eira opdager, at der er spor, der leder dybt ind i hendes egen familie. De historier snor sig om hinanden, som rødder, tænker jeg, der kommer til syne, når stormen har fældet et træ.

Hjertelig velkommen til Ådalen!

Tove Alsterdal


Samtale med Brit Bennett
Forfatter af Det der skiller os

Brit Bennett er forfatteren bag Obamas yndlingsbog Det der skiller os. Bogen fortæller den hjertegribende historie om to afroamerikanske tvillingepiger, der vokser op i 1950’ernes USA. Trods deres fælles baggrund giver den enes lyse hud hende helt andre muligheder og et helt andet liv.

Det der skiller os er årets store bestseller om familie og kærlighed, om skæbne og raceforskelle. Læs denne Q&A med forfatteren og find bogen i vores app fra d. 10. juni.

Af Gyldendal // Forfatterfoto: Miranda Barnes


Q: I denne skriver du fra flere perspektiver, der trækker sig over forskellige årtier og aldre. Hvordan lykkedes det dig at skifte frem og tilbage mellem alle disse stemmer? Hvordan var det at veksle mellem to forskellige generationer af en familie hen over forskellige årtier?
 
A: Jeg elsker romaner, der fortæller historier om fællesskaber. Jeg vidste, at Det der skiller os primært ville være en historie, der centrerede sig om tvillingesøstre, men da indså jeg, at jeg også ville brug tid på deres døtres perspektiver og udforske begge dele af mor-datter-forholdet. Denne historie blev mere og mere ligesom en stafet, der blev videregivet fra en karakter til den næste. Selvfølgeligt elskede jeg at skrive kvinderne, men jeg elskede også at skrive Early Jones, denne hærdede mand, som finder tryghed i sin stoicisme, selvom han i hemmelighed er fuld af følelser. Der er altid noget sjovt ved at skrive fra et perspektiv af nogen, som sjældent siger, hvad han rent faktisk føler. Er vi ikke alle, i nogen grad, modstræbende fortællere? Jeg nød også virkeligt karakteren Kennedy, der er så ulig mig selv. Hendes stemme er så uendeligt, åndeløst sludrende, og hun tager ikke sig selv særligt seriøst. På samme tid veksler hun mellem at have og ikke have selvindsigt på en måde, der gjorde hendes indre liv sjovt at udforske.
 
Q: Hovedpersonerne i din bog er identiske tvillinger, som er fra en by i Louisiana, der har en bestemt besættelse. Kan du tale lidt om den by, og hvor du fik idéen til den fra? Hvordan er denne by bemærkelsesværdig for disse pigers historie, og hvad der efterfølgende sker?
 
A: Historiens gnist blev tændt for nogle år siden, da min mor over telefonen henkastet nævnte en by, hun huskede fra sin barndom i Louisiana, hvor alle giftede sig med hinanden, så deres børn ville blive lysere og lysere i huden. Det slog mig som værende så underligt og foruroligende, at det næsten føltes mytisk. Jeg har altid forstået, at med lysere hud kommer visse privilegier indenfor både sorte og hvide fællesskaber, men jeg begyndte at tænke over, hvordan det ville være at vokse op i et samfund så dedikeret til at konstruere lysere hud, at det ville styre, hvem du havde mulighed for at gifte dig med. Jeg begyndte at tænke på, hvordan to karakterer måske ville reagere fuldstændigt forskelligt i denne situation. Tvillingesøstre, en som vælger at give sig ud for at være hvid, og en som flytter tilbage til deres hjemby med sin mørklødet datter.
 
Hvad angår byen selv, ville jeg have, at den føltes som endnu en karakter, der svævede over historien. Det er den underlige ting ved hjemmet – uanset hvor længe, vi har været borte, efterlader det os aldrig helt. Jeg var især interesseret i byens effekt på Desirees datter, Jude, som vi først ser som voksen, da hun flytter hjemmefra for at gå på college i Los Angeles. Jeg blev interesseret i, hvordan hun bærer denne hårde barndom med sig. Hvordan bærer hun den skade, som byen har gjort på hende hele vejen til Californien? For mig er de vedhængende konsekvenser ved brutalitet mere interessant end brutaliteten i sig selv. Hvordan bærer vi hjemmets smerte med os, selv når vi forlader det?
 
Q: Tvillingesøstrene vokser op i den samme, lille by og har dybest set identiske erfaringer, og alligevel går deres liv i radikalt forskellige retninger. Kan du snakke lidt om deres parallelle liv, og hvad du prøver at undersøge om identitet?
 

A: Jeg har to ældre søster, så jeg har altid været interesseret i søsterskab i sig selv: Hvordan kan du dele gener og vokse op i det samme hus, men ende som fuldstændigt forskellige mennesker? På nogle måder er vi formet af vores søskende. Min ældste søster gjorde mig til en basketball-fan, og jeg spillede violin som barn fordi, min anden søster spillede i orkester. Men på den anden side spekulerer jeg ofte på, hvilke dele af mig er reaktioner på, hvem mine søstre ikke er. Hvordan ville jeg have været anderledes, hvis jeg havde vokset op som enebarn eller i en helt anden familie?
 
I Det der skiller os lever Desiree og Stella fuldstændigt forskellige voksenliv baseret på to, adskilte virkeligheder forbundet med race. Men udover effekterne af race og rigdom, ville jeg også gerne tænke over, hvordan disse kvinder blev så forskellige fra hinanden i deres karrierer og selv i deres forhold til deres børn. Jeg elskede idéen om, at deres divergerende veje kan spores tilbage til ét simpelt valg: Til et jobinterview bliver Stella fejlagtigt anset som værende hvid, og vælger ikke at rette det. På dette tidspunkt virker valget som en nødvendig og fornuftig vej at tage, men senere forstår Stella det som den første dominobrik, der falder og ændrer resten af hendes liv. Jeg kunne godt lide idéen om, at sådan et lille øjeblik ville vise sig at have så mange konsekvenser. Mens jeg skrev denne bog, elskede jeg at tænke på, hvordan vi alle, konstant skaber og ændrer os selv gennem de valg vi tager hver dag.
 
Q: Som du nævnte, bliver en af dine sorte tvillinger med lys hud fejlagtigt taget for at være hvid og indser, at hun kan skabe et liv, hvor hun går for at være hvid: Passing. Hun adskiller sig fra sin familie og skaber en fuldstændigt anden identitet og fiktiv fortid. Der er en lang tradition for passing i dette land [USA]. Researchede du det, havde du andre personers erfaringer in mente, mens du skrev Stellas historie, eller tænkte du udelukkende igennem denne karakter? Er der spørgsmål om moralitet i passing? Researchede du passing som historisk fænomen i USA?
 

A: Jeg læste et par akademiske bøger om passing historisk set i USA. Jeg var mest interesseret i uvisheden. På en måde er passing lidt som at fake sin egen død. Du kan aldrig vide, om nogen har haft succes med det: Du kan kun kende dem, som blev fanget eller afslørede sig selv. Som barn så jeg altid race-passing, som en handling født ud af selvhad eller, måske endnu mere uinteressant, opportunisme. Jeg kunne forstå, hvorfor en sort person, der levede i det 20. århundrede, ville have lyst til at undslippe diskrimination og vold, men jeg opfattede det som kujonagtigt og svagt. Men jeg tror, det er en moralsk forsimplet måde at forstå passing, og jeg er aldrig interesseret i at moralisere i skønlitteratur. Hvad, der blev mere interessant for mig, var idéen om passing som en selvudslettende og selvskabende handling. Hvad vinder vi, og hvad taber vi, når vi vælger at blive en anden?
 
Traditionelt set den passing person en grænseoverskridende figur. Ved at krydse sociale kategorier, beviser hun, at kategorierne i sig selv er konstruktioner. Hvor virkelig er race, hvis det er noget, man med succes kan optræde som? Og hvad betyder det at strukturere et samfundet om en form for identitet, der, dybest set, er performativ?
 
På samme tid, ender dem, der lykkedes med passing ofte med at genbekræfte de hierarkier, som de forsøger at vælte. I Det der skiller os bliver Stella, for eksempel, ansigtet for en nabolagskomite, der forsøger at forhindre en sort familie i at flytte ind. Hun oplever sig selv favne den samme racistiske vold, som hun engang selv var udsat for at kunne sikre sig sin position i det hvide fællesskab. Så det, at Stella bliver hvid, udfordrer ikke et hvidt overherredømme. Hun begyndte bare selv at drage fordel fra det i stedet for at lide under det.
 
Jeg ville sidde i den kompleksitet uden at fordømme Stella for hendes valg. Jeg ville forstå, hvorfor hun måske ville vælge at præsentere sig selv som hvid, hvilket i hendes tilfælde hverken er selvhad eller opportunisme. Hun er en kvinde, som vidnede frygtelig vold som barn, og hun vil gerne være sikker. Da jeg begyndte at tænke på passing som en form for at fake sin egen død, begyndte jeg at forstå Stella bedre. Hvem har ikke haft lyst til at starte forfra i livet, især for at efterlade nogle tragiske minder bag sig? Hvem har ikke gerne villet være en ny person?
 
Q: Ligesom i din første roman, The Mothers, udforsker denne roman forholdet mellem mødre og døtre. Hvad drager dig til denne dynamik i din fiktion?

A: Jeg kan bare godt lide historier om kvinder, der tager sig af hinanden eller ikke lykkedes med at gøre det. Mor-datter-dynamikker er sjove at udforske delvist, fordi de bærer så meget vægt – vores forhold med vores mødre hænger over os hele vores liv. Og i mange tilfælde, bliver døtre selv mødre og hænger over deres egne døtres liv. Min første bog var om piger uden mødre. I denne roman, ville jeg udforske de komplekse forhold disse kvinder har med mødre, der bliver i deres liv. Jeg tror, at det andet store skift i denne anden roman var at bruge så meget mere tid i mødrenes perspektiv, ikke kun døtrene. Der er en kort sektion om Adele, tvillingernes mor, som genkalder umuligheden af at elske to mennesker den præcis samme måde. Hun bebrejder sig selv for Stellas forsvinden og spekulerer på, om hendes behandling af hendes døtre førte til deres adskilte liv. Så jeg tror, at mens The Mothers er om fraværende mødre, så er Det der skiller os om mødre, der forsøger og ofte fejler i at gøre deres bedste.
 
Q: En af tvillingesøstrene bliver i den lille by, som de voksede op i, og den anden forlader byen for altid, mens hun dybest set sletter sin fortid. Kan du fortælle lidt om den rolle steder spiller i romanen? Hvordan forbliver, hvor vi er fra, med os selv efter, vi har forladt det sted? Og endvidere, hvordan forbliver det traume, som tvillingerne har arvet fra deres fortid med dem på forskellige måder?

A: I Det der skiller os, vidner tvillingerne en central, traumatisk begivenhed som børn: Deres far bliver lynchet for øjnene af dem. Men selvom begge piger vidner denne begivenhed sammen, reagerer de på den meget forskelligt. Stella især forbliver hjemsøgt af denne uforklarlige voldshandling og hendes søsters uvillighed til at tale om det. Hun bruger sit liv på at flygte fra dette genfærd af vold, som hun aldrig kan få en logisk mening ud af eller overhovedet snakke om med sin mand eller datter. Jeg tror, at geografisk bevægelse kan være en drivkraft for forandring eller i det mindste frigøre os til at prøve nye identiteter. Stella er i sidste ende nødt til at flytte fra Louisiana for at føle, at hun i sandhed kan starte forfra. Desiree, på den anden side, vender tilbage for at bo i det hus, hvori hendes far blev myrdet, hvilket tvinger hende til at bo side om side med traumet i stedet for at flygte fra det.
 
Alligevel, uanset tvillingernes tilgang, arver begge døtre dette familietraume. Jeg blev interesseret i, hvordan denne vold måske ville dryppe igennem resten af familien, især givet hvordan én andengenerationsdatter kender til det mord, som hendes mor vidnede, mens den anden ikke gør. Og alligevel, lider hende der ikke gør alligevel af de her frygtelige mareridt. Hun føler sig forvirret over sin mors hyper-årvågenhed. Hvad betyder det at være bebyrdet af et traume, som du ikke engang kan forklare?
 
Q: Karakteren Reese forsøger ikke at ændre sin race, men skifter køn. Hvordan ser du spørgsmål om race og køn overlappe og være forskellige? Ville du anse, hvad denne karakter gør som en anden form for passing?


A: Jeg tror køn og race minder om hinanden på den måde, at de begge er konstruerede og er langt mere komplicerede end en binær tænkemåde ville have os til at tro. Hvad der var interessant for mig ved Reese var, hvordan hans rejse fungerer som et modsvar til Stellas. Reese gennemgår fysiske forandringer, der bekræfter, hvem han er. Stella ændrer sig overhovedet ikke fysisk, men er ved slutningen af romanen blevet en fuldstændigt anderledes person både mentalt og emotionelt. Ved at putte disse to karakterer op mod hinanden, ville jeg udforske kompleksiteten ved transformation. Hvad betyder det rent faktisk at ændre sig? Forandring ser ikke altid ud som, vi tror, det gør.
 
Q: Reese og Judes historie er sådan en rørende kærlighedshistorie. Kan du diskutere den romantiske kærligheds rolle i romanen – for tvillingesøstrene såvel som deres døtre – og hvordan den kan sammenlignes med familiekærlighed?


A: Jeg tror der er mange ukonventionelle kærlighedshistorier i denne bog. Det centrale forhold er mellem søstre, der adskilles som teenagere og tilbringer hele deres voksne liv fra hinanden, men på trods af dette, binder deres kærlighed dem sammen over årtier. Stella er nødt til at navigere et ægteskab bygget på hemmeligheder, og Desiree går ind i et langvarigt, langdistance-forhold med en mand, hun nægter at gifte sig med. Kærlighed optræder på alle mulige måder, på tværs af tid og sted.
 
Med det sagt, har jeg altid tænkt på forholdet mellem Jude og Reese som romanens romantiske centrum. Hvad der interesserede mig ved de to sammen er, at disse to karakterer af meget forskellige årsager, har vokset op med at opleve vold og skam involveret med deres kroppe. Så for mig var spørgsmålet, hvordan lærer du at elske dig selv, når du er blevet lært at hade dig selv? Og udover det, hvordan lærer du at blive elsket af en anden? Deres forhold er en konstant dans rundt om tillid, intimitet, og der var noget smukt ved at se dem kæmpe sammen, fordi de holder så meget af hinanden. 


Interview med Stine Pilgaard, vinder af De Gyldne Laurbær, om Meter i sekundet

Stine Pilgaard har vundet både anerkendelse og læsernes hjerter med sine romaner, der med humor og normalitetskritik skildrer genkendelige scener fra hverdagen. Og så har hun netop vundet De Gyldne Laurbær for romanen Meter i sekundet.

Af Gutkind // Forfatterfoto: Martin Reinhard

Nu er hun aktuel med sin tredje roman, Meter i sekundet, og endnu engang er det underholdende og begavet, når hun portrætterer de nære relationer.

”Jeg går gennem verden med popcorn og cola, det offentlige rum er min biograf”, siger fortælleren i Pilgaards forrige roman, Lejlighedssange. Når man læser hendes nye roman, kan man have fornemmelsen af, at hun har det lidt på samme måde selv.
 
Meter i sekundet foregår i Vestjylland, hvor en ung kvinde flytter til en højskole med sin kæreste og lille søn. Hvordan fandt du på, at romanen skulle foregå på en højskole?

Jeg havde været i gang med min roman et års tid, da min kæreste blev ansat på Vestjyllands Højskole. Her fandt jeg lidt uventet en kulisse til min roman. Vi flyttede ind i en embedsbolig tredive meter fra skolen og boede altså på hans arbejdsplads, der både var en virksomhed og en stor familie. Naboer, kollegaer og venner var de samme, og vores liv blev et sammensurium af tilfældige mennesker, der pludselig udgjorde hele vores omgangskreds.

Eleverne, et lille udsnit af en ungdomsgeneration, blev også en del af vores hverdag, og det fik mig til at tænke meget over, hvor jeg selv var i mit liv. Det særlige ved min situation var, at jeg ikke var ansat, men fulgte med som påhæng. Mens lærerne ofte opfattes som en slags helte eller forældre af eleverne, så er deres partnere nærmest usynlige, fordi deres rolle ikke rigtig er defineret. Det var en helt særlig erfaring at være statist i det fællesskab, jeg levede i, og den position, synes jeg var interessant.

En energi skabt af irritation lagde grunden til de ni anti-højskolesange, der optræder i romanen. Jo længere tid jeg har boet her, jo mere respekt har jeg dog fået for højskoletanken. Det smukke ved institutionen er, at fællesskabet er en beslutning, man tager, og det er en beslutning, man ikke kan træffe alene. Det kan tales, danses og synges frem, og selv om det kan virke sekterisk set udefra, har det sin egen skønhed.

Som Grundtvig siger, så skaber sproget, hvad det nævner. Højskolen er en fiktion, man melder sig til og betaler for, og som derfor i kraft af valget bliver til virkelighed.
 
Med romanen skildrer du også, hvordan det er at være tilflytter i et lille vestjysk lokalsamfund. Du har selv prøvet det samme – hvordan har du brugt det i bogen?

Det særlige ved at være tilflytter er, at man har turistens skærpede sanser, ingen rutiner bærer en gennem dagene. Alt må genlæres, både sproget og de sociale koder, man bliver selv ny i alt det nye. Dette blik skaber en distance, men har også en koncentreret nysgerrighed og fascination i sig, som jeg brugte, da jeg skrev Meter i sekundet.

Det var, som om jeg kunne se naturen og dyrene og menneskene på nye måder. Vindmøllerne, det flade landskab, de skæve træer, den lysende fjord, det brusende hav, køerne på markerne, fårene på engene, døde ræve og pindsvin mellem kørebanestriberne. Og måske vigtigst; blæsten og vindkraften, der også lægger navn til romanen.

Jeg fik en fornemmelse af at være underlagt noget større, man kan sige, at blæsten blev en slags metafor for tidens hastighed, som jeg oplevede meget stærkt efter at have fået et barn. Jeg måtte give mig hen til naturen på en måde, som jeg ikke har oplevet før. Blæsten kan føles som en straf eller en guddommelige kraft, en næsten symbolsk handling fra vejrets side.

En cykeltur, der plejer at tage et kvarter kan pludselig vare en time, fordi man står stille på sin cykel midt i vinden. Det er meget tydeligt, at der findes fænomener, der er større end en selv – og meget man ikke kan kontrollere. Den påmindelse kan jeg godt lide.
 
Med de nye omgivelser følger også et nyt sprog, og romanens fortæller forsøger ihærdigt at lære at begå sig i den vestjyske samtaleform – de korte sætninger og lange pauser. Hvad er det ved samtaler, der fascinerer dig?

Samtaler er en af menneskets eneste veje ud af den ensomhed, der sikkert undertiden indhenter os alle sammen. Jeg synes, at sex og sprog har mange fællestræk, selvfølgelig mest som udtryksform. De fleste mennesker har en drift mod andre mennesker, et håb om, at en forening kan finde sted.

Sex har mange af de samme komiske træk som samtalen, vi er tilsyneladende besatte af at blotte os, men er på samme tid også tilbageholdende med at give os hen til andre. Både samtaler og samlejer er håbefulde og i fare for at blive akavede, fordi man så tydeligt rækker ud mod en anden. Jeg elsker den måde, mennesker famler sig frem, jeg synes, at det er hjerteskærende og rørende. At vi prøver, og at det glimtvis faktisk lader sig gøre at mødes i et felt mellem to hjerner eller to kroppe.
 
Og så er der smalltalk, der er en helt særlig samtaledisciplin. Synes du, at vi bør være bedre til at fortælle, hvordan vi har det, i stedet for at tale om vind og vejr?

Nogen vil vide, hvordan du har det, men ikke alle og slet ikke altid. Selv om det er helt oplagt, er det noget jeg tit glemmer, og det sætter mig ofte i akavede situationer. Samvittighedsfuldt gengiver jeg altid enhver sindsstemning, jeg nu mener at kunne mærke, hvis nogen spørger, hvordan det går. Nogle sætter pris på det, andre bliver skræmt væk.

Jeg ønsker mig altid at være tættere på mennesker, end jeg er. Det er en form for længsel, jeg nok altid har haft, så jeg prøver at føre samtalen et sted hen, hvor vi ikke forstiller os. Problemet opstår så, hvis den jeg taler med ikke er med på præmissen og bare ser underligt på mig. Det har tit givet mig en ubehagelig følelse af at være helt blottet, mens andre går rundt i flyverdragt, og den følelse går nok igen i mange af mine tekster. En følelse af at være udsat eller udstødt, fordi man enten misforstår de sociale koder eller nægter at følge dem.
 
Jeg har dog stor respekt for smalltalk, så længe det kan lede videre til noget andet. Hvis det bare bliver en slags dyrelyde, vi siger til hinanden for høflighedens skyld, synes jeg, at sproget mister betydning. Man må se smalltalk som en aperitif, en let forret eller måske mere præcist en middagsinvitation.
 
Nogle folk taler nedsættende om smalltalk, på samme måde som man kan tale om popmusik eller krimier, som om noget nødvendigvis er nemt at lave, fordi det virker. I mine øjne er det raffineret at kunne skabe et indtryk af lethed, at turde det uprætentiøse. Man behøver mod for at begynde en samtale, fordi det kræver tillid. Det er en måde at turde træde ud af sin egen ensomhed og give udtryk for, at man ønsker at være en del af et fællesskab.


Q&A med Iben Albinus om Damaskus

Iben Albinus’ nye spændingsroman, Damaskus, er inspireret af virkelige hændelser. Det er en historie om venskab og forræderi, om kærlighed og krigsforbrydelser og om, hvor forbandet svært det kan være at bevare sin integritet og være et godt menneske.

Tekst og forfatterfoto: Politikens Forlag


Det er din første roman – hvorfor springer du ud som romanforfatter nu?

Jeg har altid været vildt optaget af historier, både i romaner og film. I mange år har jeg som journalist og anmelder skrevet om bøger, film og TV-serier skabt af andre. Men jeg brændte efter selv at påvirke, hvad vi læser og ser. Så jeg uddannede mig til manuskriptforfatter og lever nu af at skrive TV-serier. Jeg er især optaget af historier, der både gør os klogere på vores samtid og underholder os. Jeg har længe villet skrive krimier og thrillers, men det var først, da jeg fik ideen til Damaskus, at jeg kastede mig ud i det helt store ambitiøse projekt.

Hvad er det, der tiltaler dig ved spændingsgenren?

Den politiske thriller er min favorit, fordi den ofte lader en rejse ud på eventyr. Spændingsgenren er eminent til at fortælle historier om vores samtid, og om at lære at forholde sig til ondskab og død. I bund og grund er vi primitive væsner. Det at fortælle historier er en måde, vi civiliserer os på. For mig er spændingsgenren fed, fordi den hjælper os med at forhandle og bearbejde, hvad det vil sige at være et menneske på godt og ondt. Jeg elsker internationale thrillers, der gør mig klogere på verden og fortæller historier med et stort vingefang.

Hvor kommer ideen fra til ’Damaskus’?

Jeg stod hos min syriske grønthandler og samlede en syrisk kogebog op og blev bevæget over alt det tabte. Det var i 2014. Der foregik nogle fuldstændige horrible ting i Syrien, og det hele kom ud i medierne, uden at nogen kom syrerne til hjælp. Jeg havde det med Syrienskrigen, som mine forældre havde det med Vietnam-krigen. Når vi kan se rædslerne på en skærm i vores stue, hvorfor kan vi så ikke gøre noget? Damaskus er mit beskedne forsøg på at menneskeliggøre krigens ofre.

Du har en kvinde i hovedrollen – er der særlige tanker bag det?

Jeg elsker spionromaner og politiske thrillers, men de har sjældent kvinder i hovedrollen. Måske undtagen af Homeland og Zero Dark Thirty om jagten på Osama bin Laden. Det vil jeg lave om på. Skildringer af kvinder i populærkultur er stadig alt for stereotype. Kvinder har lige så mange og lige så forskellige følelser, drømme og udfordringer som mænd. Vi kan også være griske og magtliderlige, og vi vil også være helte og redde verden. Damaskus er ikke en bog om kvinder eller for kvinder, det er en bog om moderne mennesker med universelle dilemmaer, og den er for alle.

Hvordan har du researchet i forhold til Syrien og Damaskus? Og hvordan har du fået viden om efterretningstjenesten?

Jeg har rejst i Syrien og Libanon, læst mere et hav af bøger og artikler om Syrien og konflikten og lavet mere end 100 interviews med kilder og eksperter. Især mine syriske venner har været en enorm inspiration. I løbet af de sidste fem-seks år har jeg opbygget et stort kildenetværk – af syrere, der har siddet i Assads fængsler og er flygtet fra det hemmelige politi dernede, og af diplomater, sikkerhedsrådgivere og folk, der har været kilder for Forsvarets Efterretningstjeneste. Jeg kan godt lide at gøre tingene ordentligt, så som en del af min research er jeg begyndt at tage fag i Mellemøst-studier og er ved at lære turistarabisk. Det har været et kæmpe arbejde, men vildt spændende.

Er det her en virkelighedstro fortælling – kunne det være sket i virkeligheden?

’Damaskus’ er fiktion. Jeg har fundet på karaktererne og plottet. Men det, der foregår i Syrien og Skandinavien på det her tidspunkt er fra min research. Jeg har lagt vægt på, at ’Damaskus’ er en virkelighedstro fortælling. Margaret Atwood har sagt, at alt hvad, der bliver gjort mod kvinder i Tjenerindens fortælling er blevet gjort mod kvinder på et tidspunkt i historien. Det meste af det, der sker for karaktererne i min roman, er sket på et tidspunkt for en af mine kilder eller deres bekendte.

Tror du nogensinde, du får lov at rejse ind i Syrien igen?

Åh, man har jo lov til at håbe og drømme. Syrien er det mest spændende land, jeg nogensinde har besøgt. Menneskene, historien, maden, arkitekturen og kunsthåndværket – det er som Italien møder 1001 nats eventyr. Bortset fra landets brutale moderne historie! Hvis jeg får lov at vende tilbage, så er det fordi, Assad-regimet er faldet, og Syrien har fået et nyt styre. Jeg håber, det sker i min levetid – mest for syrernes skyld, det giver sig selv.

Hvad håber du, at læseren får med sig, når de har læst bogen?

Jeg håber, at læserne rejser med til Damaskus i fantasien – at de møder mennesker og steder, som fascinerer dem, og gør dem klogere på en af de mest opsigtsvækkende begivenheder i vores tid. Mest af alt ønsker jeg, at de får en stor oplevelse!

Og sluttelig: Kommer vi til at høre mere til Sigrid og Reem?

Sigrid og Reem bliver udsat for ikke så lidt fare i ’Damaskus’, og det vil næsten være synd at spoile for læserne, hvad der sker. Men jeg kan afsløre, at Politikens Forlag og jeg med det samme tegnede kontrakt på to bøger, og jeg arbejder allerede på en efterfølger. Så må man jo krydse fingre for, at Sigrid og Reem klarer den med videre til det næste store kapitel i fortællingen!
 


Om forfatteren

Iben Albinus (født 1972) er manuskriptforfatter og tidligere journalist og anmelder på Berlingske og Information og har skrevet flere bøger om film og tv-serier, deriblandt ’Mad Men Mania’ og ’Da Sex and the City ændrede verden’. I dag er hun fiktionsforfatter og har bl.a. været med til at skrive tv-serierne ’Den som dræber’ og ’Sommerdahl’. ’Damaskus’ er hendes debut og er en spændingsroman med forbillede i Hollywoods klassiske politiske thriller.


Interview med Lotte Kaa Andersen: “Inge Lehmann talte til mig med det samme”

Inge Lehmanns eksempel viser os, at vi altid har chancen for at bryde op, prøve noget nyt og gøre det, vi brænder for, siger Lotte Kaa Andersen.

Af: Gutkind / Forfatterfoto: Ditte Capion

Hvem var Inge Lehmann, og hvad er det ved hendes historie, der fascinerer dig?

Inge Lehmann var matematiker og jordskælvsforsker. Hun levede alene, havde en skarp, logisk hjerne og en evne til at skære ind til benet af de problemer, hun interesserede sig for.

Hun havde ikke tid eller tålmodighed til småting og pjat, men interesserede sig for de store linjer: Jordskælv. Naturlove. Planetens opbygning.

I 1930’erne sad hun i sit sommerhus og opdagede, at der var noget, der ikke stemte, når hun aflæste de bølgede seismogrammer, der viser Jordens indre bevægelser. Logisk og rationelt regnede og deducerede hun sig frem til resultater og konklusioner om kloden, som stadig gælder. I dag ville man benytte en computer eller lommeregner med indbyggede knapper for cosinus og sinus; hun havde kun en blyant og en vinkelmåler til rådighed.

Jeg har altid haft en stærk fascination af matematik og naturvidenskab og mennesker, der arbejder med fysikkens love og de helt store spørgsmål, måske fordi de har en fundamentalt anderledes tilgang til verden end min egen sproglige, humanistiske.

Samtidig brød Inge Lehmann med alt, hvad man forventede af en privilegeret ung kvinde først i 1900-tallet.

I stedet for at blive gift og holde hus som sine veninder, vælger hun en besværlig vej i et miljø, hvor hun konsekvent er den eneste kvinde og ikke altid velkommen. Hun er et gådefuldt og privat menneske, der både er skrøbelig og bomstærk.

Med en indædt stædighed og viljestyrke kæmper hun med sig selv, sine omgivelser og de forventninger, familien og samfundet har til hende. Her to et halvt år efter jeg begyndte min research, er jeg stadig lige så optaget af hende og slet ikke færdig med hende.

Hvornår stødte du første gang på historien om Inge Lehmann?

For nogle år siden kom min yngste søn Alexander hjem fra skole og fortalte, at det var en dansk kvinde, der opdagede Jordens indre kerne. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men gav mig til at læse alt, hvad jeg kunne finde. Den inderste kerne er skrevet på undren og nysgerrighed: Hvem var hun? Jeg havde lyst til at undersøge denne usædvanlige kvinde og dramatisere hendes lange liv.

Hun var en blank plet, der kaldte på, at nogen fortalte hendes historie. Vi bestemmer ikke selv, hvem vi forelsker os i. Nogle gange bestemmer man heller ikke selv, hvem der skal befolke ens romaner: Inge Lehmann talte til mig med det samme.

I første omgang var det bare en begejstret indskydelse: Hende vil jeg gerne undersøge nærmere og måske kan jeg udfolde hende i en roman! Senere stødte jeg på den udfordring at finde rigtigt ind til hende og skrive mig frem til, hvordan romanen skulle fortælles.

Romanpotentialet ligger ikke i at kunne beskrive en stor, vild kvindeskæbne, men i sprækkerne og menneskeligheden og sårbarheden. Jeg skulle finde en form og en tone for at gøre Inge Lehmann til en god og troværdig romankarakter.

Før Den inderste kerne har du skrevet Hellerup-trilogien, der handler om tre familier i årene omkring finanskrisen. Hvordan har det været anderledes denne gang at skrive om et virkeligt menneske frem for romanfigurer, du selv har fundet på?

Inden jeg overhovedet skrev et ord på Den inderste kerne, talte jeg med Inge Lehmanns familie, læste private breve og så på fotos. Senere læste jeg mig igennem alle de brune Inge Lehmann-kasser på Rigsarkivet, men gennembruddet i forhold til at fornemme en romanfigur i hende kom først, da hendes grandnevø i Klampenborg gik på loftet og fandt en kasse med en dagbog fra 1905-06.

Den tænksomme, splittede, lidenskabelige unge pige, der træder frem i dagbogen, kunne jeg se for mig, og derfor turde jeg godt begive mig ud i at skrive en roman om hende.

I min trilogi og i Den inderste kerne er det mennesker og deres tvivl og dilemmaer, der er i centrum. Relationer, udvikling, livsfaser, personlig splittelse, ambition, kærlighed, familie. På den måde ligner romanerne hinanden.

Denne gang skriver jeg på et skelet af virkelighed og forankringen i et virkeligt menneske har både været med til at gøre romanen sværere at skrive og samtidig har arbejdet føltes vigtigere; mere dirrende og relevant.

Ændrer det omfattende forarbejde skrivefasen?

Den inderste kerne har jeg fået en stor, spektakulær historie forærende, og det har været en gave, der forpligter, for hvordan dramatiserer jeg en usædvanlig kvindes liv, hvordan finder jeg ind i en historisk persons tanker, arbejde, relationer og kompleksitet via breve, dagbøger, fotos, artikler og overleveringer?

Det har været et møjsommeligt og interessant arbejde, der har krævet mange, mange forsøg og omskrivninger. Til gengæld er tilfredsstillelsen ekstra stor, når man kan mærke, at det kan lykkes.

Det handlede om at finde en tone, der passede til Inge Lehmann; hvordan lyder det inde i hendes hoved? Jeg husker nøjagtigt det lykkelige øjeblik, hvor jeg havde siddet over mit manuskript i lang tid med al den tvivl og uro, der er i det – og så pludselig vide med mig selv, at nu er den der.

Nu har teksten fået sit eget liv, nu jeg kan se, at det her ender med at blive en roman en dag, hvis bare jeg arbejder videre og lytter til romanens eget åndedrag.
Det øjeblik er det, der gør det så fantastisk at skrive romaner.

Hvorfor er virkelige personer i det hele taget evigt dragende som romanfigurer?

Jeg elsker selv, når en fortælling er baseret på en sand historie, for jeg kan godt lide at føle, at jeg lærer noget, når jeg læser og ser film. Vi elsker at spejle os i og lytte til andre menneskers historier.

Det er sådan vores hjerner er skabt, det ligger i selve vores natur, vores art. Vi lærer af de andre og interesserer os for de andre, på godt og ondt.

Jeg elsker biografiske film og romaner om store personligheder, hvor vi kommer ind bag geniet eller talentet og hører om deres hemmeligheder og kampe for at nå derhen, hvor de kan udfolde deres ambitioner og gøre, hvad de er sat i verden for at gøre.

Jeg tror, at noget af det, der tiltrækker mig er, at jeg føjer noget til mit eget verdensbillede, jeg får en brik sat ind, som jeg kan bruge til at se min egen tilværelse tydeligere. I biopics ser man som regel nogle lidt skæve og utilpassede mennesker, der ikke passer ind og som udvikler sig og bliver til ekstraordinære personligheder.

Måske indser vi, at vi ikke er alene om at føle, livet kan være svært, og samtidig at vi har flere muligheder, end vi lige går og tror, når vi kommer tæt på Inge Lehmann, Abraham Lincoln, Mozart, Asta Nielsen, Carl Fischer og alle de andre helte og heltinder, vi kan læse om og se på film og i dokumentarer.

De følger deres lidenskab og har modet og viljen til at gå hele vejen med deres talent og deres fornemmelse for, hvad de skal. Det er fascinerende og inspirerende at være tæt på stort talent og ægte dedikation.

Hvilke etiske overvejelser har du gjort dig om at gøre et virkeligt menneske til romanstof? Hvor meget kan man fx tillade sig at digte for at få historien til at gå op dramaturgisk?

For at skrive en biografisk roman er du nødt til at tillade dig selv frihed og plads, men selvfølgelig med forankring i den virkelige historie.

Jeg har forsøgt at danne scener ud fra det, jeg har set i breve og på billeder, og det familien har fortalt mig. Først har jeg forsøgt at møde Inge Lehmann ud fra det historiske materiale, og ud fra det har jeg digtet og levet mig ind i de livssituationer, hun har været i.

Jeg forsøger at skrive videre på de karaktertræk, hun viser i brevene og i dagbogen, men jeg har været nødt til fylde ud og digte og gætte for at skabe en medrivende fortælling.

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over, hvad hun selv ville sige til at optræde som romankarakter, og det ville hun nok ikke umiddelbart være stor fan af, for hun var meget genert og ønskede ikke opmærksomhed om sin person, men om sit arbejde.

Jeg er kommet frem til, at det er i orden at skrive om hende, fordi jeg behandler materialet sådan, at hun kommer ud af det med værdighed, og jeg synes, det er vigtigt, at vi kender hendes historie.

Man betragter Franz Kafka som en af de største forfattere nogensinde. Han udgav intet, mens han levede, men sagde til sin bedste ven, Max Brod, at “når jeg dør, skal du brænde alle mine manuskripter.” Hans ven var ikke loyal, og derfor har vi Kafkas forfatterskab i dag. Vennen kunne ikke tage på sig at brænde Kafkas tekster og udgav dem på trods.

Det er ikke altid, at et menneske selv kan vurdere sin egen plads i historien. Hvis jeg behandler materialet med respekt, synes jeg faktisk, det er en forpligtelse at bringe Inge Lehmanns historie ud, for hun kan tilføre os noget.

Hvis ikke vi fortæller kvindernes historie, mangler halvdelen af historien jo. Der er så mange glemte kvinder. Hvis ikke vi graver dem frem, refererer vi ikke til dem, og de bliver ikke en del af vores erfaring. Litteraturen kan være med til at sætte en dagsorden for, hvad og hvem vi taler om. Inge Lehmanns historie er for stor til bare at ligge gemt i nogle gamle kasser på et loft og på Rigsarkivet.

Hvad kan vi bruge historien om Inge Lehmann til i dag?

Inge Lehmann var moderne. Hendes liv handler om at kæmpe sig vej frem til at være fri og få lov til at arbejde med det, hun gerne vil, og jeg tror, at mange kvinder stadig – i en anden skala – har den kamp kørende. Min første roman udkom, da min yngste søn var 10 år. Jeg har altid skrevet, men kunne ikke fokusere nok på det til at få det til lykkes i et liv med andet arbejde og tre små børn.

Der er altid nogen, der gerne vil have en bid af en, og kampen for at få lov til at bevare noget af en selv til det, man allerhelst vil lave, er interessant. Inge Lehmann har skullet forsvare, at hun ikke blev gift og ikke fik børn.Det har krævet så megen styrke og stædighed i hendes tid at være karrierekvinde. Og måske ville hun gerne have haft begge dele. Det er der faktisk nogle af brevene fra hendes alderdom, der indikerer.

Hun har været pioner på den måde, at hun banede vejen til noget, der ikke fandtes for kvinder på hendes tid. Frihed til at forske og være den, hun ville være.

Og så var hun en “late bloomer.” Hun toppede, da hun var 73! Det er meget livsbekræftende, at der kan ske store, spændende ting sent i livet. Inge Lehmanns eksempel viser os, at vi altid har chancen for at bryde op, prøve noget nyt op og gøre det, vi brænder for.

Kan du forestille dig at gå tilbage til at skrive om opdigtede romanfigurer? Eller er det virkelige udgangspunkt gået dig i blodet i en grad, så det er svært at gå tilbage?

Jeg tænker meget over, hvad jeg skal skrive næste gang. Jeg har nogle forskellige ideer, som jeg kun kan afprøve ved at sætte mig ned og skrive, og den ro har jeg ikke lige nu. Men når jeg får ro til at skrive igen, kan jeg forhåbentligt hurtigt fornemme, hvilken vej jeg skal.

Der er fordele og ulemper ved at skrive begge typer romaner, og når den helt rigtige idé viser sig, er det lige meget, om det er med opdigtede karakterer, eller om det tager udgangspunkt i dokumentarisk stof.
De bedste og vigtigste ting i mit liv sker altid instinktivt og intuitivt. Lige pludselig ved jeg bare, hvad jeg skal. Jeg er selv ret spændt på, hvad fremtiden bringer!

Din personlige bogguide

Den næste bog i din yndlingsgenre? Den bedste lydbogsindlæser? Bøger der gør dig klogere?
Fortællingerne venter lige om hjørnet. Skriv til os, hvad du søger efter og vi sender dig en af vores personlige anbefalinger.

  • Vi svarer på alle henvendelser indenfor max 24 timer
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Vi glæder os til at høre fra dig

Amanda Egebo
Digital Content Coordinator
Anne Kirstine Dam Christensen
Head of Content